Bliv praktikant i supply chain management hos Wavin

Hvis du er studerende på en uddannelse, der beskæftiger sig med value chain management, og har et ønske om at omsætte din teoretiske viden til praktisk erfaring, så er et praktikforløb i supply chain ideelt for dig. Som praktikant i supply chain kommer du til at indgå i en international virksomhed, hvor du får indsigt i, hvordan hverdagen ser ud i en produktionsvirksomhed, der er i konstant udvikling og forandring.

Wavin tilbyder praktikforløb i enten Indkøb eller Logistik. Begge praktikforløb har optimering og kvalitetsstyring som omdrejningspunkt, men derudover spænder supply-chain funktionen i Wavin utrolig bredt.

Du får bl.a. praktisk erfaring med:

  • Optimering af kvalitetsstyring i Wavins VVS-produktion
  • Lageroptimering, optimering af arbejdsgange og processer
  • Lean strategy
  • Optimering af forsyningskæden
  • Samarbejde med mange afdelinger både lokalt, nationalt og internationalt
  • Ansvar for egne leverandører

Klik og læs mere i
Supply Chain-praktikant-
folderen


Mød to tidligere praktikanter

Nichlas Topholt er kandidatstuderende i Logistik & Supply Chain Management på AU. Nichlas har været logistik-praktikant i Supply Chain hos Wavin.

 

"Det er nemt at finde spændende projekter hos Wavin, man - som praktikant - kan beskæftige sig med, fordi Wavin er en stor dynamisk virksomhed"

”Jeg blev motiveret til at søge praktikstillingen hos Wavin på grund af arbejdsopgaverne, der var meget relevante, spændende og ikke mindst udfordrende for mig og mit fagområde. I mit praktikophold arbejder jeg på et større selvstændigt projekt. Projektet er et optimeringsprojekt, der skal gøre plugflowet hurtigere og nemmere.

Noget af det fedeste ved at være praktikant hos Wavin er, at jeg har varierende arbejdsopgaver, og at jeg får frihed til at løse opgaverne selvstændigt. Det er nemt at finde spændende projekter hos Wavin - man som praktikant - kan beskæftige sig med, fordi Wavin er en stor dynamisk virksomhed. Derudover er der god stemning blandt kollegaerne, som er meget åbne for nye forslag og ændringer.

Mit projekt, som jeg arbejder på under mit praktikophold, bliver implementeret hos Wavin allerede kort tid efter – det er fedt at vide, at mit projekt skal bruges i praksis og forhåbentligt er med til at skabe en forskel for Wavin.”

 

Helena Barslund har været i praktik som indkøber i Supply Chain hos Wavin. Helena læser til Handelsøkonom med speciale i International Indkøb og Supply Chain Management.

 

"Det har været vildt fedt at være praktikant i Supply Chain. Jeg har fået mange spændende opgaver, og jeg er bestemt også blevet udfordret"

”Jeg søgte praktik hos Wavin, da det tiltalte mig meget at arbejde i en stor, international virksomhed. Jeg tænkte, at det ville være interessant og udfordrende at samarbejde på tværs af landegrænser. Gennem mit praktikophold hos Wavin har jeg arbejdet med mange forskellige opgaver, men min primære opgave har været indkøb. Derudover har jeg siddet med ordrebekræftelser, faktura, bestilling af transport, optimering af master data, reklamationssager og tilpasning af varer på lager.

Det har været vildt fedt at være praktikant i Supply Chain. Jeg har fået mange spændende opgaver, og jeg er bestemt også blevet udfordret. Mine kollegaer har været gode til at give mig arbejdsopgaver, og de har vist stor tillid til, at jeg har kunnet klare de opgaver, som de har givet mig. Samtidig har jeg også altid haft mulighed for at få råd og sparring af mine kollegaer, hvis jeg har været i tvivl om noget. I det hele taget er det sociale fællesskab på Wavin vildt godt.

Gennem mit praktikforløb har jeg udviklet et såkaldt kanban system, som er en form for planlægningssystem. Wavin benytter topfolie og strækfilm som emballage. Problemet var, at vi ofte løb tør. Jeg lavede beregninger på, hvornår varerne skulle bestilles, så vi undgik at sætte produktionen i stå, og fik det implementeret i organisationen.”