Wavin træder til på naturens vegne

Wavin træder til på naturens vegne

Wavin har netop indgået en aftale med HMN Naturgas, Danmarks største gasdistributionsselskab, om levering af rør til udbygning af naturgasnettet i Danmark. Samarbejdet er nyt – og så alligevel ikke.

Fokus på gassen

Der er igen kommet fokus på gassen i Danmark, hvilket bevirker, at HMN Naturgas nu skal i gang med at anlægge nye naturgasledninger i tillæg til de ca. 13.000 km naturgasledning, som selskabet allerede har lagt ud.

"Dels er gassen blevet meget konkurrencedygtig på pris, især også for erhvervskunder, hvilket har betydet, at de i stigende grad ønsker at blive tilkoblet naturgasnettet. Dels er der blevet truffet en energipolitisk beslutning om, at vedvarende energi skal erstatte den fossile energi frem mod 2050. Man har fra politisk hold lavet nogle vilkår, som gør, at biogasproduktionen øges og bliver opgraderet, så den kan indgå i naturgasnettet", fortæller indkøbschef hos HMN Naturgas, Søren C. Jensen.

I valget af leverandør til vores projekter har vi lagt vægt på de gængse parametre: kvalitet, pris og leveringssikkerhed. Det har selvfølgelig indgået i vores overvejelser, at vi har haft et samarbejde med Wavin gennem mange år.
Søren C. Jensen , indkøbschef HMN Naturgas

Udbygning i samarbejde med Wavin

HMN Naturgas er kommunalt ejet og har således pligt til at lægge de naturgasledninger, der er brug for i deres forsyningsområde – et geografisk område, der svarer til de fire gamle amter; Aarhus, Ringkøbing, Midtjylland og Nordjylland samt 32 kommuner i hovedstadsområdet. 

De næste ledninger, som skal lægges ud, bliver leveret af Wavin, og det er ikke første gang det sker. Wavin og HMN Naturgas er nemlig ”gamle bekendte”. Siden 1982, hvor de første danskere fik naturgas, har Wavin leveret en stor del af de naturgasledninger, som HMN Naturgas har lagt i jorden. Efter nogle års pause er Wavin nu igen på banen med produktion af gasrør. De første rørleverancer er til et biogasprojekt i nærheden af Tarm og et lige syd for Aalborg.  

"I valget af leverandør til vores projekter har vi lagt vægt på de gængse parametre: kvalitet, pris og leveringssikkerhed. Det har selvfølgelig indgået i vores overvejelser, at vi har haft et samarbejde med Wavin gennem mange år. Vi har helt klart erfaring for, at Wavin går ind for at levere kvalitet. Selvfølgelig er kvalitet specificeret i henhold til nogle standarder, men det er jo væsentligt, at man er sikker på, at den specificerede kvalitet bliver overholdt", forklarer Søren C. Jensen.

Ser frem til samarbejdet

"Wavin yder en god service og en god opfølgning på leverancer – og hvad der ellers måtte være i forløbet. Den daglige dialog fungerer helt i top. Vi lægger vægt på en direkte dialog, hvor også håndværkerne, dem der arbejder med rørene til daglig, kan få adgang til at komme ind på fabrikken og høre, hvad der rører sig – og hvor de også bliver hørt, hvis de har kommentarer", fortæller Søren C. Jensen.

HMN Naturgas har flere udbygningsprojekter i støbeskeen, som kommer til at løbe over en længere periode.

"Der er stor fleksibilitet og vilje til at få tingene til at fungere fra Wavins side. Fra vores side er der forhåbentlig basis for at indgå et langsigtet samarbejde med Wavin, men vi vurderer selvfølgelig løbende, hvordan vilkårene er i markedet", slutter Søren C. Jensen.

Yderligere information

Kontakt Simon Dagø på tlf. 8963 6245 for yderligere information om PE SafeTech rør til naturgas.

Vidste du at …

- naturgas i dag dækker en femtedel af det danske energiforbrug? Herudover er der en betydelig eksport af dansk naturgas til Sverige, Tyskland og Holland.

- naturgas anvendes inden for hele energisystemet: Til individuel boligopvarmning, til transport, til produktion af el og varme i små og store kraftvarmeværker og til industri- og erhvervsformål? Knap halvdelen af befolkningen i Danmark får dækket deres varmeforbrug direkte eller indirekte via naturgas.

- der findes tre gasdistributionsselskaber på det danske marked? HMN Naturgas I/S, DONG Distribution A/S og NGF Nature Energy. HMN Naturgas er det største med ca. 250.000 kunder.

Kilde: Dansk Gasteknisk Center

Titel

Undertitel